Historien

Sådan startede det hele

Carsten, som sammen med sin kone Sussi er ejer af VW & Retro Museum Ulfborg, voksede op med en far, som var autoforhandler og som indkøbte og restaurerede folkevogne til videresalg.

Allerede som 16-årig købte Carsten sin første folkevogn, en guldfarvet 1303 Big, som han aldrig nåede at komme på vejen med, da en landmand kom forbi og tilbød en god pris og Carsten lærte at det mellem den pris man havde givet og det som man kunne sælge den til, hed fortjeneste.

Med fortjenesten fra den guldfarvede 1303 Big i hånden, købte Carsten en Golf 1 fra 1976, som han restaurerede og som blev hans første bil på vejen.

I udstillingen på museet har vi næsten samme udgave, dog er denne fra 1977.

Den første bil i samlingen

Dengang Carsten mødte Sussi var han den stolte ejer af en VW 1303 cabriolet i rød med hvidt tag... Men da det ikke just var en familiebil, måtte de skille sig af med den. Da de solgte den, lovede de hinanden, at når der var tid og penge, ville de købe én igen...

Det gjorde de så I 2003 hos en forhandler på Fyn. Den var hentet hjem fra USA og var grøn i lakken. Heldigvis er alle VW'er udstyret med en dåbsattest og der kunne derfor findes frem til, at den originale farve var Olympia blau – den står nu på museet - en flot dame fra 1973.

Bertha

I 2003 ser Carsten en annonce i avisen "campingbus 10.000" - han ringer med det samme, men får slukøret at vide, at prisen var fejl, den kostede i stedet 75.000 og Carsten må derfor pænt takke nej.

Året efter er Sussi og Carsten på træf i Holstebro og synet af alle de fine busser får Carsten til igen at tænke på den fra avisen. Han kontakter derfor Preben, som i sin tid havde bussen til salg og får en ordentlig skideballe!!! Preben er skuffet over, at Carsten ikke engang havde været at se bussen og desuden troede han, at man kunne stole på jyder!!!

Så denne gang må de til Sjælland og se herligheden – da de kører ned af Jagtvej og Carsten ser bagenden af bussen, siger han: "det bliver godt det her - den skal vi have med hjem". Efter en rundvisning i bussen bliver de bænket i køkkenet, for Preben skal være sikker på, at dem som køber bussen, nu også vil bruge den! Bussen er ikke nysynet, så der forhandles lidt og prisen ender på 68.500.

Første sommer køres bussen som den er, men herefter går jagten ind på alle de originale dele. Den bliver skilt ad og malet i original farve. Det oprindelige stof vækkes til live og special væves i England - de originale håndtag findes i USA og sådan er der så meget...

Den står færdig i 2005 og udstilles på Gavnø, hvor Preben kommer og ser den - han har ikke fortrudt sit salg til Sussi og Carsten. Her vinder bussen desuden også 1. pladsen og har sidenhen været mange steder i Europa og vundet mange priser... I september er bussen med i England og de finder her ud af, at der kun er produceret 25 af denne model VW SO 36 på verdensplan og Bertha er den eneste der står 100 % original.

Og sådan gik det bussen, som Preben i sin tid købte af en entreprenør i Næstved, som ellers ville have skrottet den!!! Og hvordan kom hun så til at hedde Bertha - se det er jo Sussi og Carstens børn der bestemmer at hun skal opkaldes efter Bertha fra Prop og Bertha, hvem Prop så er, ja det fortæller historien ikke noget om.

Sådan opstod museet

Søndags køreturene fra Sussis barndom stod stærkt i erindringen og med købet af Bertha begyndte Sussi at indkøbe effekter, som hun mindedes fra sin egen barndom.

Rundt i genbrugsbutikkerne kunne hun nu se sin barndoms minders genstande til salg og derfor begyndte hun at købe ALT hvad der mindede hende om ”de gode gamle dage”. Det resulterede i, at garage bygningen i forbindelse med deres hus, hurtigt var fyldt op. Flere af Sussi og Carstens venner opfordrede dem til at holde åbent hus, så folk kunne komme og se de fine biler og alle de flotte retro effekter.

Sussi og Carsten lod sig overtale og i 2015 havde der forinden været så mange gæster, at de måtte slå dørene op til det officielle VW & Retro museum med nybygget hal i gårdspladsen og endnu flere biler og retro effekter, samt indkøb af nabobygningen.

Sidenhen er der kommet flere og flere biler og små udstillinger til, som alle har en speciel historie. F.eks. Marthas fodklinik, som vi har fået doneret af Marthas efterkommere.

Den røde VW 1600 TL årgang 1971

Carsten og Sussi blev kontaktet af en dame, Lizzie, som gerne ville sælge dem en bil, hun fortalte i telefonen at hvad hun vidste af, var den i god stand – det viser sig nemlig at hun aldrig selv har kørt i den.

Hun fortæller historien om, hvordan hun mødte Svend Åge… Hun var et par år forinden blevet enke og flyttet hjem fra USA og købt sig en lejlighed på 2. sal på Frederiksberg. Hun bestemte sig for at bestille en rejse til Afrika, en af de hvor man rejser med en gruppe og tager på ture sammen. Efter et par dage lod hun mærke til en stille mand, som altid sad alene. Hun gik derfor over til ham og de faldt i snak. Han var fra Odense og hun var barnefødt i Fåborg, så allerede fra starten havde de noget tilfælles.

Han var en berejst herre og havde mange historier og oplevelser fra blandt andet Kina, Japan og New Zealand. De beslutter sig for at fynboerne skal holde sammen og dette er starten på en dejligt venskab og en masse oplevelser sammen.

Ved et af Lizzies besøg hos Svend Åge, spørger han hende om hun har bil, det har hun ikke, da der ikke er mulighed for parkering der hvor hun bor. Den dag kører Svend Åge 1600´eren ud af garagen og han siger til hende at den skal hun arve, når han engang dør. Det var en oplysning fra Svend Åge og ellers ikke noget der bliver snakket om igen.

I 2007 bestiller de en rejse til Kina, da den nu 85-årige Svend Åge gerne vil vise hende landet. De skal rejse i September, men det når de aldrig, da han dør i Juni. Lizzie får kort tid efter et brev fra sagføreren, om at hun har arvet bilen, alt hans indbo og et to cifret millionbeløb!!! Se det er noget af et venskab!